Flytte Hjemmefra
 

Sund madplan | Sådan laver du en sund ugemadplan

Skrevet af Lars Bo Thomsen d. 08-03-2014 kl. 22:58

Det er en ganske spændende og knap så nem opgave at få penge, udgifter og budget til at gå op i en højere enhed, når man er ung og lige er flyttet hjemmefra. En sund madplan kan være et rigtig godt sted at sætte ind for at blive bedre venner med pengepungen.

Når du vil spare nogle penge, er mad- og drikkevarer et godt sted at starte, da du kan lave nogle store ændringer med blot små og enkle justeringer.

Måske sidder du og tænker, at sundhed da er dyrt, og at det ikke kan passe, at sundhed og besparelser i madbudgettet hænger sammen. I så fald må du heldigvis tro om. Det er faktisk temmelig let at spare penge ved at købe sundt, især hvis du lige sætter dig ned og bruger lidt tid på at lave en sund ugemadplan.

Jeg giver dig nogle gode råd til en billig og nem sundhed i dette indlæg. Jeg giver dig desuden en helt konkret, sund ugemadplan. Når du har læst færdigt, så er du forhåbentligt bedre rustet og klar til at handle sundt og billigt, og du kan selv gå i gang med at lave en sund madplan for netop din uge, med netop dine sunde yndlingsretter.

Sund madplan - Hvad skal jeg undgå?

Når du skal lave en sund madplan, som samtidig er økonomisk sød og venlig over for dig og dit budget, så skal du være opmærksom på to primære ting:

1 – Prisen

At købe sunde mad- og drikkevarer er noget af det nemmeste i verden. Hvis du altså har pengene til det. Hvis ikke, så bliver du nødt til at være lidt ekstra opmærksom på priserne. Det er dog hverken umuligt eller særlig svært at finde sunde varer, som også er billige.

Når du vil lave en billig og samtidig sund ugemadplan, skal du først og fremmest gå målrettet efter de billige mærker. Det kan f.eks. være discountmærker som ’Budget’ fra Dansk Supermarked eller ’X-tra’ fra Coop. Du kan finde alt lige fra grovpasta, groft rugbrød og minimælk til frosne grøntsagsblandinger, friske grøntsager og fedtfattig kyllingekød blandt de billige mærker.

2 – Næringsindhold

Du skal også holde øje med næringsindholdet i de madvarer, du køber, når du vil lave en sund madplan. Når du eksempelvis har fundet to ens varer, som koster det samme eller næsten det samme, så brug lige 10 sekunder på at kigge på varedeklarationen bag på varen.

Hold særligt øje med antal kalorier (også kaldet kcal) pr. 100 gram eller milliliter på hver af de to varer. Kalorier er meget svære at undgå, men du kan meget nemt og hurtigt vælge den af de to varer, som indeholder færrest kalorier pr. 100 gram.

Kig også gerne efter hvor mange gram fedt, der er pr. 100 gram. Typisk vil du opleve, at kylling og andet fjerkræ indeholder mindre fedt end f.eks. okse- og svinekød. Nogle bestemte dele af kyllingen kan dog godt være fedtholdigt, så det er stadig en god idé at sammenligne, når du står med to varer.

Efter nogle ture til og fra dit lokale indkøbssted vil du lynhurtigt blive super skrap til at huske, hvilke varer der er sunde, hvilke der er usunde, hvilke der er billigst, og vigtigst; hvordan du kombinerer pris og sundhed bedst muligt.

Eksempel på sund ugemadplan:

·       Mandag – Kylling med ris og broccoli

·       Tirsdag – Grøntsagstærte med grov tærtedej

·       Onsdag – Omelet (evt. med tomater, peberfrugt eller andet grønt ovenpå)

·       Torsdag – Grovpasta med tomatsauce

·       Fredag – Spaghetti bolognese (gerne groft spaghetti og fedtfattig oksefars)

Hvilken sunde ret er din yndlingsret? Og har du selv et par gode sparetips og/eller sundhedstips, du vil dele? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet herunder.

Fik du hjælp? Spred rygtet - del på Facebook:

Læs mere om at flytte hjemmefra:

 
Skriv en kommentar til Sund madplan | Sådan laver du en sund ugemadplan

Vi vil elske hvis du skriver en kommentar!