Flytte Hjemmefra
 

Madplan for en uge

Skrevet af Lars Bo Thomsen d. 05-02-2014 kl. 23:16

En ugemadplan er en god metode til dels at få mere for pengene, og dels til at danne sig et bedre overblik over budgettet. Når man flytter hjemmefra er der nemlig rigeligt med ting, man skal tage stilling til. En af de vigtigste ting er selvfølgelig, hvordan man får mad på bordet.

Hvis man vil have penge til forskelligt sjov og spas, og samtidig skal sørge for, at der er penge nok til mad, så bliver man nødt til at være lidt kreativ.

Her vil jeg give dig et par gode råd samt nogle konkrete forslag på retter, som du kan inddrage i din ugemadplan. Bon appetit!

Tip til din ugemadplan

Hvor ville det dog være skønt, hvis vi bare kunne handle ind med bind for øjnene. Det ville være fantastisk, hvis vi bare kunne købe lige præcis de madvarer, som vi havde lyst til. Det er desværre bare ikke rigtigt en mulighed for mange af os unge, som lige er flyttet hjemmefra.

Budgettet presser, og derfor skal vi tænke kreativt – også hvad angår vores madvarer. En ugemadplan er en rigtig god måde at danne sig et overblik over sit budget, samtidig med at du kan spare en hel del penge, fordi du kan handle ind fremadrettet.

Kig på kiloprisen

Når du er ude for at handle ind, og du læner dig ind over køledisken for at vælge mellem de forskellige pakker med hakket oksekød, så bør du prøve at glemme den umiddelbare pris. Du skal i stedet kigge på kiloprisen, som typisk står med småt i hjørnet af prisskiltet.


I de fleste tilfælde opnår du nemlig en markant mængderabat ved at købe de større pakker. Det kan godt være, at det virker lidt voldsomt at skulle af med flere penge på en gang, men på sigt vil det være meget billigere for dig.

Lad mig komme med et eksempel på, hvordan kiloprisen kan være en fordel:

  1. På den ene side kan du vælge en pakke hakket oksekød på 500g til 25 kroner. Her vil kiloprisen være 50 kroner. Hvis vi tager udgangspunkt i, at du bruger ca. 200g kød til din aftensmad, så vil det her koste dig 10 kroner.
  2. På den anden side kan du vælge en større pakke hakket oksekød, typisk en familiepakke, på 2 kilo til 80 kroner. Her er kiloprisen 40 kroner, og hvis du igen bruger ca. 200g kød til din aftensmad, så vil det i dette tilfælde koste dig 8 kroner.

Måske tænker du, at en forskel på 2 kroner mellem den ene eller den anden pakke hakket oksekød ikke gør den store forskel. Men forestil dig, at du tænker kilopris ind i alle dine indkøb af mad- og drikkevarer. Lige pludselig er der altså relativt mange penge at spare ved at handle stort ind og kigge på kilopriserne. Se på det som en investering.

Og når du f.eks. køber en stor pakke hakket oksekød på f.eks. 2 kilo, og du bruger 200g til en omgang aftensmad, så deler du selvfølgelig bare farsen op i 10 lige store dele og fryser de resterende 9 dele ned i hver sin frostpose.

Eksempel på ugemadplan

Husk at kigge de samlede, nødvendige ingredienser igennem, inden du går på jagt efter de gode tilbud. Måske har du mange af tingene stående i køleskabet i forvejen. På den måde undgår du at købe overflødigt ind, og samtidig ved du nøjagtigt, hvor meget af hver ingrediens, du skal købe. Således undgår du også madspild.

Slutteligt giver jeg dig et færdigt eksempel på en ugemadplan for alle ugens 7 dage. Eksemplet nedenfor inkluderer kun retter til aftensmad – du kan selv prøve at indsætte forslag til morgenmad, frokost og eventuelle mellemmåltider.

  • Mandag: Spaghetti med kødsovs
  • Tirsdag: Boller i karry
  • Onsdag: Grønsagstærte
  • Torsdag: Frikadeller med brun sovs og kartofler
  • Fredag: Hjemmelavet pizza
  • Lørdag: Fiskefileter
  • Søndag: Biksemad
     

Retter til din ugemadplan

Herunder giver jeg dig fire af mine favoritretter, når det handler om at tænke kreativt, når man handler på budget.

Pasta med ketchup

Jep, klassikeren over alle klassikere. En pose pasta til 5-10 kroner og en smule ketchup og voila, du har en omgang aftensmad til ca. 10 kroner. Hvis du har lyst og råd til det, så kan du evt. bruge grovpasta i stedet for, da det er en del sundere, og ellers supplere med nogle pølser i skiver eller lidt bacon, så du også får nogle proteiner med i retten.

Spaghetti med kødsovs

Pastaen går igen, her under navnet spaghetti. Og til denne ret skal du netop bruge din nyindkøbte oksefars fra første afsnit her i indlægget. Lidt spaghetti, 200 gram hakket oksekød og en tomatpure bliver til en god og mættende omgang aftensmad til ca. 15 kroner.

Omelet

En omelet behøver ikke bestå af meget mere end 4-5 æg, lidt løg samt nogle cocktailpølser, bacontern, eller hvad du måtte have lyst til. Alt i alt kan denne enkle ret laves for omkring 20-25 kroner, alt efter hvilken slags kød og æg, du køber.

Hakkebøf med kartofler og brun sovs

Kartofler er din nye bedste ven. De er billige, mætter godt, og du kan lave mange forskellige ting med dem. Hvis du bruger 200g hakket oksekød til et par hakkebøffer, laver en enkel, opbagt brun sovs af mel og vand, og til sidst tilsætter nogle kogte, bagte eller stegte kartofler til retten, så har du her en dejlig, mættende og billig ret til ca. 10-15 kroner.

Har du selv en yndlings budget-ret, som kan bruges i en ugemadplan? Del meget gerne dine forslag i kommentarfeltet herunder.

(Fotokredit: LizMarie)

Fik du hjælp? Spred rygtet - del på Facebook:

Læs mere om at flytte hjemmefra:

 
Skriv en kommentar til Madplan for en uge

Vi vil elske hvis du skriver en kommentar!