Flytte Hjemmefra
 

Hvad koster det at have bil?

Skrevet af Lars Bo Thomsen d. 24-11-2011 kl. 04:03

At besvare spørgsmålet “Hvad koster det at have bil” er ikke sådan lige til. Som så meget andet, så afhænger det af rigtigt mange ting. For at gøre det lidt mere simpelt, så tager jeg udgangspunkt i vores forbrug og vores bil, som vil være meget typisk for en ung person.

Vores bil

Vi kører i en lille Daewoo Matiz 0,8 SE fra 1999 som jeg købte af et familiemedlem, og som går fra 0-100 km på forrygende 16 sekunder:

Daewoo Matiz

Den kostede cirka 15.000 kr. som jeg betalte kontant, det vil altså sige at med i beregningen af hvad det koster at have bil er der ikke finansiering med, som der normalt vil være hvis der købes ny bil.

Vores benzinforbrug

Vi kører cirka 15000 km om året, det er rundt regnet 41 km pr. dag. Med benzinpriserne i dag giver det en månedlig udgift til benzin på cirka 1000 kr*

*(15000 km / 14 km/L) * 11 kr. pr. L

Udgifter til reperationer og reservedele

Når man som vi har en ældre bil, så er der ikke noget der hedder garanti. Vi står selv med aben hvis noget går i stykker på bilen, og det skal repereres. Det er meget svært at sige hvad det koster pr. måned i reperationer, man kan være heldig slet ikke at skulle ofre penge på andet end vinduesviskere og sprinklervæske, men man kan også være uheldig og skal ofre penge på nyt udstødningsrør og meget mere.

Vi har ofret cirka 5500 kr. det sidste år på vinterdæk, nyt udstødning osv. Vi har været så heldige at få lavet det meste gratis, skulle det have været lavet af en mekaniker, ja så havde vi nok været på den forkerte side af 10.000 kr.

Vores faktiske udgifter har været cirka 500 kr, men for at have rum i budgettet til uforudsete udgifter, så har vi afsat 800 kr. pr. måned.

Grøn ejerafgift

Staten skal jo have nogle penge i kassen, så de har en dejlig afgift kaldet grøn ejerafgift. Er din bil fra før 1 juli 1997 så skal du betale vægtafgift (=du betaler ud fra din bils vægt), er den efter så skal du betale grøn ejerafgift (=du betaler ud fra din bils grønhed, altså hvor langt den kører pr. liter).
Da vores bil er forholdsvis grøn, og kører 15,6 km liter efter fabrikantens mål, ja så skal vi kun betale 1010 kr. pr. halvår.

Det giver en udgift på cirka 170 kr/måned.

Du kan se hvor meget du skal betale her.

Forsikring

Som ung er bilforsikring virkeligt noget der kan trække tænder ud. Forsikringsselskaberne er godt klar over at man som hel grøn i trafikken er meget mere sårbar for uheld. Vi har valgt kun at tegne en ansvarsforsikring, som er den lovpligtige forsikring alle bilejere skal have. Det skyldes at en kaskoforsikring af vores bil vil koste mere om året end hvad bilen kostede, en kaskoforsikring vil koste 16.000 kr.

Vores ansvarsforsikring koster 8000 kr. om året, det giver en månedlig udgift til forsikring på 670 kr.

Prisen på forsikring er umuligt at sige noget om, du kan kontakte dit (gerne andre også) forsikringsselskab og få en pris.

Hvad koster det så at have bil?

Regner man alle udgifterne sammen, og ser bort fra afskrivning (hvor meget bilens værdi falder) og finansiering (hvad det koster at låne til at købe bil), så kommer vi frem til følgende tal:

  • Benzin+Reperationer mm+Ejerafgift+Forsikring = 2640 kr./måned

For os koster det altså cirka 2700 kr. om måneden at have bil. Og det er som sagt under disse forhold:

  • Vi havde pengene til at betale bilen kontant (ingen lån)
  • Vi kan selv reparere bilen (Ingen udgifter til en mekaniker)
  • Billig ejerafgift - Er din bil knap så benzinøkonomisk som vores, ja så bliver det dyrere.
  • Kun ansvarsforskring - Vi er ikke dækket mod skader, her skal vi selv betale ved kasse 1.

Flere eksempler på hvad det koster at have bil

FDM (Forenede danske motorejere) lavede i 2009 en undersøgelse af hvad det koster at have bil, her regnede de beløbet ud pr. km for tre forskellige nye biler.

  • Toyota Aygo - 2,21 kr./km
  • Skoda Fabia - 2,98 kr./km
  • Ny bil til ca. 200.000 kr. - 3,76 kr./km
  • Ny bil til ca. 350.000 kr. - 5,25 kr./km

Her er der taget udgangspunkt i en billig forsikring, som man som helt ny billist ikke vil kunne få. Tager vi udgangspunkt i de 15.000 km vi kører om året, så vil udgifterne pr. måned være:

  • Toyota Aygo - 2760 kr./måned
  • Skoda Fabia - 3725 kr./måned
  • Ny bil til ca. 200.000 kr. - 4700 kr./måned
  • Ny bil til ca. 350.000 kr. - 6560 kr./måned


Hvis vi så regner med at forsikringen som ung vil være en smule dyrere, så vil man kunne have en helt ny Toyota Aygo (eller lignende bil til cirka 110.000 kr) for 3000 kr. om måneden, altså cirka samme pris som vores Daewoo Matiz fra 1999. Derudover så får man:

  • Garanti de første år, man betaler altså ikke noget hvis bilen skulle gå i stykker, og efter garantien er ophørt, så vil udgifterne til reperationer også være mindre end ved en brugt bil.
  • Kaskoforsikring - Med i forsikringen vil der også være kasko, så man er også dækket mod skader på ens egen bil.
  • Og nå ja; man får en helt ny og lækker bil.

Der er altså ikke noget endegyldigt svar på hvad det koster at have bil, det skal regnes ud fra situation til situation. Men med ovenstående information så burde du kunne regne et cirka tal ud på hvad det vil koste dig at have bil.

Kan du bidrage?

Har du allerede en bil? Så må du meget gerne dele hvad det koster dig at have din bil om måneden. 

Kommentarer til Hvad koster det at have bil?

»...så vil man kunne have en helt ny Toyota Aygo (eller lignende bil til cirka 110.000 kr) for 3000 kr. om måneden, altså cirka samme pris som vores Daewoo Matiz fra 1999. «

Man fristes så til at spørge, hvorfor I ikke gør det? :-)

- Bjarke D. 15-09-2012 kl. 10:21

@Bjarke: For en helt ny bil gælder jo at du skal betale hvad den koster. Lars + familie kan i morgen beslutte at de ikke vil have bil mere, og så forsvinder deres udgift på 2.700,- helt samt de får måske et symbolsk beløb for deres Daihatsu. Med en ny Toyaota Aygo skal du stadig betale bilens pris selvom du beslutter dig for at droppe den i morgen, og du vil langt fra kunne få det samme som nyprisen. Med andre ord vil du i så tilfælde hænge på en stor del af udgiften længe efter at du ikke har bilen mere, afhængig af hvad du har tænkt dig mht. din bil-situation i fremtiden...

- Adam D. 14-01-2013 kl. 09:39


Jeg købte en ny SEAT Ibiza 1,4 benzin,  for 2 år siden.
Jeg kører 20.000 km om året. 

Min beregning ser således ud:

Billån 2000 kr/md
Grøn afgift 140 kr/md
Årlig service 250 kr/md
Benzin 1450 kr/md
Kaskoforsikring (elitebillist, incl FALCK-aftale)  400 kr/md

I alt 4250 kr/md.

Her er der ikke medregnet udgifter til reperationer (når de kommer engang), nye dæk, nye vinduesviskere, bilvask og sprinklervæske.

Når lånet er betalt ud, fortsætter jeg med at sætte 2000 kr ind på en bilopsparing, så jeg har til enten udbetaling på en ny bil, eller en brugt bil kontant, når Ibizaen engang skal skiftes ud igen.

- D. 13-04-2013 kl. 16:25

Jeg er 25

Alt i alt betaler jeg ca 2950 nu for min Honda Civic 2007.

Lige nu betaler jeg stadig af på den, men når jeg er færdig med at betale af på den, koster det mig månedligt 1400 kroner at have bil. 

- Jonas D. 05-05-2013 kl. 14:55

Super Guide!!! Giver et noget bedre indblik i hvad det koster at have Egen bil, end mange af de andre man finder på nettet!!

 

TAK TAK!! :-)

- Mathias D. 04-07-2013 kl. 16:35

@Bjarke @Adam

Som Adam skriver, handler det som sagt om, hvilken situation man er i.

Vi skulle kun bruge en bil i ét år, og derfor var det klart den bedste løsning at købe brugt.

- Lars Bo Thomsen D. 13-11-2013 kl. 08:08

Skriv en kommentar til Hvad koster det at have bil?

Vi vil elske hvis du skriver en kommentar!